Von den Kleintieren

Er marsvin et godt kæledyr?

Marsvin er gode kæledyr, men man skal som ejer ikke undervurdere pasningen af dem, og hvad de kræver. Marsvin er aktive og nysgerrige dyr, som både har godt af stimulering og socialt samvær. Jeg anbefaler derfor at læse op på dem, og hvad de kræver, før I beslutter jer, om marsvin er de rigtige kæledyr for jer.

Marsvin er lige så forskellige i personlighederne som mennesker. Nogle marsvin elsker nus og flade ud på os mennesker, mens andre marsvin helst ikke vil røres ved. Det hører dog til fåtallet, at de ikke vil nusses. Nus er dog ikke noget, som marsvin skal have for at have et godt marsvineliv. Personligheden og temperamentet hænger også ofte sammen med den race, som marsvinet er. Jeg opdrætter abyssinier marsvin, som er typisk mere udadvente og med krudt i røven end andre racer. De er meget modige, opsøgende og elsker at undersøge nye ting. Hvorimod andre racer som fx. teddy marsvin er mere typen, som vil ligge stille og hygge. 

Marsvin som kæledyr til børn

Da marsvin er små dyr, forbinder vi hurtigt dem som et godt kæledyr til børn. Marsvin er også et godt kæledyr til børn, så længe forældrene også passer marsvinene. Et barn vil nemlig aldrig kunne tage ansvaret for pasningen af marsvin eller se, hvornår marsvinet eksempelvis er syg. Det er bl.a. en af grundene til, at jeg personligt ikke sælger marsvin til børn, hvis ikke hele familien er med inde over – og alle faktisk ønsker sig dyrene.

Godt at vide om marsvin

  • Marsvin bliver typisk 4-6 år.
  • De er flokdyr og skal holdes mindst 2 sammen
  • De er aktive på alle tidspunkter af døgnet
  • Marsvin kræver god plads at bevæge sig på

Bliv klogere på marsvin i mine andre blogindlæg her.